Plastik

Havet drukner i plastik 

Der kan være plastik i den luft, du indånder, og i den mad, du spiser, men det er ikke sikkert, at du opdager det, og sådan er det også for mange af havets dyr. Hvad sker der, når vi hvert år udleder tonsvis af plastik til de danske havområder?

Plastik kan findes i alt fra mademballage til tøj, hospitalsudstyr og smartphones, for plastik er en vigtig del af hverdagen – ikke bare i Danmark, men i hele verden, hvor plastproduktionen stiger. 

Som du kan se på figur 1, ser tendensen ud til at fortsætte i fremtiden. I takt med, at produktionen stiger, hober plastik sig op i verdenshavene, men hvorfor ender det der? 

Bruncreme og bildæk betyder plastik i havet

Du har sikkert set både plastikposer og emballage, der flyder rundt i havoverfladen. De stammer fra land ligesom det meste af det plastik, vi finder i havet. Samtidig er en stor del af havets plastik så småt, at man ofte ikke ser det med det blotte øje. Det er mikroplast, som er plastikstykker, der er under 5 mm.

Det meste mikroplast bliver dannet, når større stykker plastik bliver slidt, men der findes også bittesmå plastikstykker i solcreme, bruncreme, barberskum, glimmer og mange af de andre plejeprodukter, som du bruger, når du står foran spejlet om morgenen. De små plastikstykker kan blive ført med spildevand hen til vores rensningsanlæg, hvor de samler sig i slam. I Danmark bliver en del af slammet senere spredt på markerne, og herfra kan mikroplasten blive transporteret med regnvand og vandløb ud i havet.

Undersøg selv, om der er plastik i dine plejeprodukter.

I EU er konsekvensen, at omkring 800 ton mikroplast fra plejeprodukter ender i spildevandet hvert år, og det stopper ikke der. Når vi kører bil, bliver der slidt mikroplast af dækkene. Det bliver ført med vand fra vejen ud til kysterne og udgør sammen med maling, slidte skosåler og tekstiler en stor kilde til mikroplast i de danske farvande. 

Undersøgelser har vist, at det er forskellige former for plastik, der findes i vores havmiljø. 

Praktisk polymer eller langtidsholdbart problem?

Polyethylen, polypropylen, polyurethan … der findes tusindvis af forskellige typer plastik. Selvom de har forskellige egenskaber og anvendelsesmuligheder, består de alle af polymerer. En polymer er et molekyle, der er sammensat af mindre molekyler, som kaldes for monomerer. Plastik bliver fremstillet i en kemisk proces, der hedder polymerisation, hvor monomerer bliver sat sammen til en polymer, som det er vist på figur 2.

Hvis du taber en plastikflaske i havet, begynder en fysisk og kemisk nedbrydning, som er styret af saltholdighed, temperatur, UV-stråling og mange andre faktorer.

Laboratorieforsøg og beregninger har vist, at der går 400 år, før din flaske er blevet nedbrudt til mikroplast, men det kan være svært at sige, hvor lang tid det tager i havet, da det først var midt i 1900-tallet, at der for alvor kom gang i plastikproduktionen. Det betyder, at det meste af havets plastik er under 70 år gammelt. 

Til gengæld er det vigtigt at huske, at nedbrydningsprocesserne ikke får plastikken til at forsvinde, for plastik er stort set unedbrydeligt i naturen. Årsagen er, at de fleste organismer ikke har plastnedbrydende enzymer. Enzymer er proteiner, som blandt andet medvirker i kemiske reaktioner, hvor polymerer bliver nedbrudt til mindre bestanddele. 

Indtil videre er det kun hos ganske få organismer, at forskere har fundet plastnedbrydende enzymer. De bliver brugt til bionedbrydning, der er en betegnelse, man bruger, når levende organismer nedbryder plastik og andre materialer. De plasttyper, som det virker på, kaldes for bionedbrydelig plastik. 

Prøv selv at undersøge nedbrydning af forskellige plasttyper i laboratoriet. 

For at organismer kan nedbryde plastik, kræver det nogle særlige forhold. De er typisk ikke er til stede i naturen, og derfor er bionedbrydelig plastik også et forureningsproblem. 

Da det meste plastik ikke bliver nedbrudt i havet, arbejder forskerne på at finde ud af, hvordan det påvirker dyrelivet. 

Mæt i plastik

En del plastik ender i maverne på havets dyr, fordi de tror, at det er mad. Du har måske set billeder af fugle og hvaler, der er døde med maven fyldt af store plastikstykker. 

Mindre plastikstykker bliver også spist. I de nordiske farvande er der blandt andet fundet mikroplast i hummere, torsk, makreller, rejer og i 30 procent af alle sild. Samtidig har forsøg på vandlopper vist, at dyrene kan ende med at spise sig mætte i mikroplast i stedet for føde, og at deres adfærd kan blive forstyrret.

I et andet forsøg, hvor mikroplastkoncentrationerne svarede til, hvad man kan finde nogle steder i de nordiske farvande, kunne forskerne konstatere, at muslingelarver udviklede misdannelser. Hos nogle af de voksne muslinger i forsøget var skallerne desuden blevet hullede og deforme.

Undersøg selv, om blåmuslinger optager mikroplast.

Mikroplast findes efterhånden i alle dele af fødekædens led – også hos mennesker, men det lader til at en del bliver udskilt igen, da man har fundet mikroplast i afføring fra både mennesker og havdyr.

Plastikomsætning i havet

Du har allerede læst, at plastik fra land ender i havet. Her flyder det meste omkring eller ender på havbunden, hvis ikke det bliver skyllet tilbage på land. Større stykker plastik bliver med tiden nedbrudt til mikroplast, og på figur 5 kan du se, at større stykker plastik og mikroplast kan ende i maverne på havets dyr. Bionedbrydning forekommer formentlig kun i begrænset omfang, da de fleste af havets dyr ikke har plastnedbrydende enzymer. 

Det er stadig usikkert, hvordan plastik påvirker sundheden. Et af de store spørgsmål er, hvad der sker med de skadelige kemikalier, som dyrene indtager sammen med plasten.

En giftig cocktail

Noget plastik skal være blødt og fleksibelt, andet skal være mindre brændbart. Plastiks mange forskellige egenskaber kommer blandt andet fra tilsætningsstoffer.  I medierne kan du læse om phtalater, bisphenol A, flammehæmmere og andre sundhedsskadelige stoffer i plastik. Mange af stofferne er ikke kun skadelige for mennesker, men også for havets dyr. Samtidig kan plastik virke som en form for magnet, der samler miljøgifte fra omgivelserne.

Når dyrene spiser plastik, kan miljøgiftene blive frigivet undervejs i fordøjelsesprocessen. Da mange af stofferne udskilles meget langsomt fra dyrene, hober de sig op, og det kan ende med at være en farlig cocktail. Hvis dyrene bliver ædt, følger giftstofferne med. Konsekvensen er, at der kan ske biomagnifikation, som er en betegnelse, man bruger, når koncentrationen af et giftstof stiger op gennem en fødekæde og er højest i fødekædens sidste led.

I de danske farvande er det ofte marsvin eller sæler, som er sidste led i fødekæden. De røde prikker på figur 6 skal forestille en miljøgift. Når planktonorganismer bliver spist af en sild, bliver den gift, der er bundet i planktonorganismerne, overført til silden. Hvis silden efterfølgende bliver spist af en sæl, ender sælen med at indtage store mængder af den ophobede miljøgift. 

For de sæler, marsvin og andre dyr, der befinder sig øverst i fødekæden, kan de ophobede miljøgifte blandt andet virke hormonforstyrrende, og det betyder, at de får sværere ved at få unger. Men plastik påvirker ikke kun havets dyr, det bidrager også til klimaforandringerne.

Plastik skruer op for klimaforandringerne

I 2018 blev cirka 5 procent af verdens olie brugt til at producerer 99 procent af al plastik. Oliebaseret plastik kaldes også fossil plastik, og det er den plasttype, vi bedst kender fra hverdagen. 

Olie, der bliver i undergrunden, belaster ikke atmosfæren med drivhusgasser. Men når olie indgår i plastik, der ender som affald på et forbrændingsanlæg, bliver de kulstofforbindelser, der oprindelig var bundet i undergrunden, frigivet som ekstra CO₂ til atmosfæren.

Samtidig bliver der udledt CO₂ i de energikrævende processer, hvor olien bliver udvundet og plasten produceret. I Opdag Havets andre miljøtemaer kan du læse, hvordan øget CO₂-udledning bidrager til global opvarmning og forsuring af verdenshavene. 

For at mindske klimaforandringerne er man begyndt at udvikle biobaseret plastik, der også kaldes bioplast. Det er en plasttype, der er fremstillet af biologiske materialer som majs, sukkerrør, kartofler og halm i stedet for olie. 

Fordelen ved biobaseret plastik er, at planterne optager CO₂ fra atmosfæren via fotosyntesen, når de vokser på marken. 

Fotosyntese: 6CO₂ + 6H₂O + lysenergi → C₆H₁₂O₆ + 6O₂

På figur 7 kan du se, at der stadig bliver frigivet CO₂ til atmosfæren, når biobaseret plastik bliver produceret og forbrændt, men da planterne har optaget CO₂ i fotosyntesen, er den samlede CO₂-udledning fra biobaseret plastik langt mindre end fra fossil plastik.
 

Selvom biobaseret plastik udleder mindre CO₂ til atmosfæren end fossil plastik, giver det stadig miljøproblemer. Hvis du taber en biobaseret plastikpose i naturen, forsvinder den ikke, for biobaseret plastik er ligesom fossil plastik ikke nødvendigvis bionedbrydeligt i naturen. 

Flere steder i verden er der desuden mangel på fødevarer og landarealer, og derfor må vi overveje, om planter skal bruges i plastik eller som fødevarer. Og hvad med de arealer, som de planter, der bliver brugt til bioplast, bliver dyrket på, kan de i stedet bruges til fødevareproduktion eller vild natur? 

Noget plastik giver problemer i vores havmiljø, og andet bidrager til klimaforandringerne, men plastik kan også være svært at undvære, fordi det er en vigtig del af vores hverdag. Spørgsmålet er, hvordan vi kan bruge det uden at skade miljøet.

Mindre plastik, smartere plastik og mere genbrug

Når plastik ender i havet, skaber det ikke kun problemer for dyrene, en del af de ressourcer, der indgår i plastikproduktionen, går også tabt. 

I øjeblikket forbruger vi flere ressourcer, end jorden kan nå at genskabe, og samtidig går vi en fremtid i møde, hvor vi bliver flere og flere mennesker på jorden. Derfor er vi nødt til at reducere vores forbrug af plastik og andre ressourcer og sørge for, at de kan blive genbrugt og genanvendt. 

Der findes allerede mange løsninger, og flere vil komme til. Vi kan for eksempel vælge plastikfri produkter, sortere vores affald til genanvendelse og sørge for, at det ikke ender i naturen.

Hvis du kigger på et kort, kan du se, at Danmarks havområder udgør en lille del af et globalt ocean, som forbinder alle jordens havområder. Den plastik, der er i vores farvande, stammer ikke nødvendigvis fra Danmark, men kan være blevet transporteret flere tusinde kilometer med havstrømme. På samme måde kan en plastikflaske, som du taber i havet i Danmark, risikere at ende på Nordpolen.

Da plastik forurener på tværs af landegrænser, er det også nødvendigt at finde globale løsninger. Som forbrugere og vælgere har vi mulighed for at påvirke virksomheder og beslutningstagere, og derfor er vi nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske med havets plastikproblemer fremover.  

Download teksten som PDF

Du kan downloade en PDF med Opdag Havets miljøtema om plastik her.

TEMAMATERIALE

Hvem tager ansvaret? 

Vi bruger mere plastik end nødvendigt, og en alt for stor del af det ender i havet. Diskuter, hvem der skal tage ansvaret for at få reduceret plastikforbruget og mindske plastikforureningen i havet.