7. Biotopundersøgelse

I det lave vand, som strækker sig fra strandkanten og ud til 1,5 meters dybde, er der som regel rigeligt lys og ilt. Når du sidder ved stranden på en varm sommerdag, kan det virke som et nemt sted at leve livet. Men for de organismer, der lever under havets overflade, byder det lave vand på nogle voldsomme og omskiftelige levevilkår.

Det skyldes først og fremmest vandets bevægelser. Den inderste del af strandzonen er skiftevis blotlagt og dækket af vand på grund af tidevand, og derfor skal nogle af de organismer, der lever nær strandkanten, kunne tåle delvis udtørring.

Samtidig stiller vandmassernes bevægelser store krav til bundlevende organismers evne til at holde sig fast, særligt ved meget bølgepåvirkede kyster. Her bliver finere partikler skyllet væk. Det efterlader en bund, der er fattig på dødt organisk materiale, og som i stedet består af grove sandkorn eller sten.

Nogle kyster er meget bølgepåvirkede, og det har du måske oplevet ved Vesterhavet. Andre kyster er mere beskyttede for bølger, det gælder for eksempel de østjyske fjorde. Ved den beskyttede kyst er vandet ofte roligt, og mindre partikler kan synke til bunds i det stillestående vand. Derfor finder man ofte en blød bund, som består af fint materiale med et højt indhold af mørkt dødt organisk stof, ved den beskyttede kyst. Selvom der som regel er ilt nok på det lave vand, kan der opstå iltmangel på bunden, når det organiske materiale skal nedbrydes, fordi nedbrydningsprocessen kræver ilt.

7.1. Bølgepåvirkning ved beskyttet kyst og bølgepåvirket kyst. 

I havet er både den beskyttede og den bølgepåvirkede kyst en vigtig biotop, der er det græske ord for levested. En undersøgelse af de abiotiske og biotiske forhold i et afgrænset område kalder man for en biotopundersøgelse.

Du har allerede læst, at livet på lavt vand er påvirket af en række abiotiske forhold som bølger, lys, ilt og bundforhold, og at organismers placering i havets fødenet har stor indflydelse på deres levevilkår. Men hvordan ser det ud i den virkelige verden? Det kan du blive klogere på ved at lave en biotopundersøgelse. 

En biotopundersøgelse giver et indtryk af biodiversiteten i det område, du undersøger. I næste kapitel kan du læse, at biodiversiteten er truet - ikke bare i Danmark, men på hele jorden.