6. Tilpasninger

6.1 Primærproducenter

Havets primærproducenter tæller alt fra mikroskopiske planktonalger til meterlange tangplanter og havgræsser. Fælles for dem alle er, at de bruger pigmenter som for eksempel klorofyl til at binde solenergi, som bliver brugt til fotosyntese. Men havets primærproducenter er også meget forskellige. 

Planktonalger adskiller sig for eksempel fra tang og havgræsser ved at være encellede og så små, at mange kun kan ses i mikroskop. Prøv selv.

Ligesom andre planktonorganismer bliver planktonalger ført mere eller mindre passivt afsted med havets vandmasser. Det betyder, at det i høj grad er vandets bevægelser, der bestemmer en planktonalges placering.

Samtidig er planktonalger lidt tungere end vand, og derfor risikerer de at synke ned på dybder, hvor der ikke er nok sollys. For at undgå at synke har mange planktonalger udvækster, der nedsætter synkehastigheden. Nogle har endda en bevægelige struktur, der hedder en flagel, som hjælper dem med at bevæge sig lidt. Men planktonalgernes udvækster kan også have andre funktioner. De kan fungere som forsvar mod planteædere.

Figur 6.1 viser, at planktonalger desuden er tilpasset livet i vand ved at have en stor overflade i forhold til deres størrelse. På den måde kan de nemmere optage næringsstoffer direkte fra havvand.

6.1. Eksempler på tilpasninger hos primærproducenter. 

Ligesom planktonalger skaffer tang sig næringsstoffer direkte fra havvand, men i modsætning til planktonalgerne lever både tang og havgræsser på bunden. De lever på de dybder, hvor lyset når helt ned til bunden, og der kan vandets bevægelser være kraftige. Derfor har både havgræsser og tang en bøjelig struktur, som skal forhindre, at de knækker.

For ikke at blive ført med vandmasserne har tang også udviklet fasthæftningsorganer. Det ser man ikke hos havgræsser, som i stedet har rødder, der samtidig kan bruges til at optage næring direkte fra havbunden. 

Ud over at være primærproducenter har både tang og havgræs en anden vigtig funktion i havets økosystemer. De er hjemsted for mange af havets dyr, som ligeledes har tilpasset sig livet under havets overflade.

6.2 Dyr

6.2.1 Iltoptagelse

I Danmarks havområder kan du møde alt fra mikroskopiske vandlopper til kæmpemæssige hvaler på visit. Fælles for dem alle er, at de har brug for ilt. De fleste havdyr skal skaffe sig ilt direkte fra det omgivende vand, men da ilt bliver transporteret 10.000 gange langsommere i vand end i luft, kan det være sværere for havdyr at få nok ilt end for dyr på land. Iltmolekyler bevæger sig fra områder med høj iltkoncentration til områder med lavere iltkoncentration ved en proces, der kaldes diffusion.

Når havdyr forbruger ilt ved respiration, vil koncentrationen af ilt falde i dyrets kropsvæske, og derfor vil ilten diffundere fra havvandet og ind i dyret. Det et princip, som mange af havets dyr udnytter på forskellig vis. 

Vidste du, at

Søpølser skaffer sig ilt ved at suge vand ind i anus? Herfra passerer ilten ind i kropsvæsken, hvor den bliver brugt til respiration. 

På figur 6.2 kan du se, at en af de mest simple måder at skaffe ilt på er hudåndedræt, hvor dyret optager ilt direkte over huden. Nogle orme har hudåndedræt, men simpelt hudåndedræt kan kun skaffe ilt nok til dyr med et lavt iltbehov. Derfor har børsteorme og mange andre dyr optimeret hudåndedrættet ved at udvikle udposninger, som øger deres overflade. På den måde kan dyrene optage ilt over et større hudareal, og dermed stiger iltoptagelsen.

Hos fisk, krabber, søstjerner og mange andre af havets dyr er udposningerne blevet så avancerede, at man kalder dem gæller. Ilten omkring gællerne bliver hurtigt brugt op. Derfor øger mange dyr deres iltoptagelse ved at sørge for, at der hele tiden strømmer frisk vand over gællerne. Det kan for eksempel ske ved, at dyret bevæger sig gennem vandet og skaber en vandstrøm, som man ser det hos hajer, eller ved at dyret pumper vand over gællerne som hos muslinger og fisk.

6.2. Eksempler på ilttilpasninger. 

For at øge iltoptaget har mange af havets dyr desuden hæmoglobin i deres kropsvæske, ligesom vi har det i vores blod. Hæmoglobin binder ilt i kropsvæsken med det resultat, at koncentrationen af opløst ilt i dyrets kropsvæske falder. Når koncentrationen af opløst ilt i kropsvæsken er lav, vil ilt diffunderer fra det omgivende vand og ind havdyret, selv når der ikke er ret meget ilt i vandet. 

Havets dyr er altså forskelligt tilpasset iltforholdene under overfladen, men de er også tilpasset mange andre forhold. Det kan man for eksempel se, hvis man sammenligner en blåmusling og en torsk. 

6.2.2 Tilpasninger hos blåmuslinger og torsk

Blåmuslinger og torsk er begge dyr, som optager ilt ved hjælp af gæller, men samtidig er de også forskelligt tilpasset livet i havet.

Blåmuslinger skaffer sig føde ved at udnytte, at det havvand, der strømmer forbi, indeholder føde, som de kan filtrere fra ved hjælp af et fintmasket fangstnet.

Undersøg selv, hvordan muslinger filtrerer føden.

Vidste du, at

Nogle blåmuslinger filtrerer 2 til 3 liter vand i timen? Det svarer til, at der skulle løbe omkring 7000 liter vand igennem din krop hver time.

Blåmuslinger er nødt til at vente på, at føden strømmer forbi, fordi de lever fasthæftet på et underlag, som for eksempel kan bestå af andre blåmuslinger eller sten. De holder sig fast ved hjælp af nogle hæftetråde, der kaldes byssustråde. For de muslinger, der lever på lavt vand, betyder det, at de også skal kunne klare sig over vandets overflade, hvis vandstanden pludselig falder. Derfor har de en hård skal, som beskytter mod udtørring, og som samtidig har den fordel, at den også beskytter mod prædation. 

I modsætning til muslingen, der lever fasthæftet, svømmer torsken frit omkring. Til det formål har den udviklet finner, som den blandt andet bruger til at styre med. Undervejs fanger den sit bytte med munden, som er udstyret med bagudrettede tænder, der gør det nemmere at fastholde byttet.

Da torsken altid er omgivet af vand, bliver den ikke udsat for udtørring, og derfor behøver torsken ikke at have øjenlåg. Til gengæld har den et sidelinjeorgan på hver side af kroppen, som kan registrere trykbølgers udbredelse i vandet. Man forestiller sig, at sidelinjen giver fisken et billede af omgivelserne ligesom et øje, og at det kan bruges af fisk, der svømmer i stime, til at sanse bevægelser fra de andre fisk. 

6.3. Udvalgte tilpasninger hos blåmuslinger og torsk. 

Nogle tilpasninger finder man altså både hos muslinger og fisk, mens andre tilpasninger er forskellige. Det kan du se, hvis du udfører en dissektion. 

I det her kapitel har du læst, at livet i havet kræver særlige tilpasninger. Man kan undersøge tilpasningerne ved at lave en biotopundersøgelse af stranden, og det kan du læse mere om i næste kapitel.