5. Biodiversitet og levevilkår

5.1 Biodiversitet 

Havtasker, sømrokker, brødkrummesvampe og søpølser, der findes mere end 35.000 arter i Danmark, og en del af dem lever i havet.

Når man skal beskrive antallet af arter inden for et område, taler man om biodiversitet, som betyder biologisk mangfoldighed. Hvis der er mange forskellige arter, er biodiversiteten høj, mens den er lav, hvis der er få arter.

Forskellige arter er forskelligt tilpasset det miljø, de lever i. Man siger, at deres økologiske tilpasning er forskellig. Økologisk tilpasning er en evolutionær proces, som er foregået siden det første liv opstod på jorden for 3,5 milliarder år siden, og det er sådan, at organismer tilpasses deres naturlige omgivelser. Derfor er de fleste fysiologiske træk resultatet af økologisk tilpasning.

Rødspættens flade form og evne til at kamuflere sig er eksempler på tilpasninger, der gør det nemmere at overleve på havbunden.

5.1. Fladfisk.

I økosystemer med høj biodiversitet er der typisk flere arter, som udfører de samme funktioner, men da de er forskelligt tilpasset, kan de blive påvirket forskelligt af miljøforandringer. Hvis der sker forandringer i miljøet, som gør, at en art ikke kan overleve, er der med andre ord stor sandsynlighed for, at der er en anden art, som kan tage over, hvis biodiversiteten er høj. Derfor er økosystemer med høj biodiversitet typisk mere modstandsdygtige over for miljøforandringer, end økosystemer med lav biodiversitet.

Når du spiser sunde fisk og skaldyr eller tager til stranden og bliver mødt af et flag, der viser, at badevandet er rent, tænker du måske ikke over, at det kun kan lade sig gøre, når havets økosystemer er i balance. Her kan biodiversitet spille en vigtig rolle, fordi biodiversitet har indflydelse på stabiliteten i vores havmiljø og på, hvordan vi kan bruge havet som ressource.

Der er mange forskellige forhold, som påvirker biodiversiteten i havet, blandt andet saltholdighed.

5.2 Saltholdighed 

Du har måske oplevet, at det svier mere i øjnene, når du bader i Vesterhavet, end det gør ved Bornholm. Det er fordi, der er forskel på vandets saltholdighed. I de store åbne oceaner har havvand en saltholdighed på cirka 35 promille, men som du kan se på figur 5.2, er saltholdigheden lavere i mange af Danmarks havområder. 

5.2. Saltholdigheden i overfladen i de danske farvande. Saltholdighed måles ofte i promille.

Årsagen til den lavere saltholdighed er, at ferskvand strømmer fra land og ud i havet. Der er for eksempel blevet tilført meget ferskvand fra land til det havvand, der befinder sig omkring Bornholm, og derfor er saltholdigheden kun omkring 10 promille. Samtidig kan man finde en saltholdighed på over 30 promille ved Vesterhavet, hvor ferskvandspåvirkningen er mindre.

Det er ikke kun din øjne, der bliver påvirket af havets saltholdighed. Det gælder også havets dyr og planter. Mange arter kan slet ikke undvære en vis mængde salt, fordi de er tilpasset et liv i saltvand. Derfor vil biodiversiteten typisk være lavere i havområder, hvor saltholdigheden er lav og svingende sammenlignet med områder med høj og stabil saltholdighed. 

Saltholdighed er altså en vigtig abiotisk faktor med stor indflydelse på biodiversitet. En anden vigtig abiotisk faktor er ilt. 

5.3 Ilt og iltsvind

Det kan være sværere for dyr i havet at skaffe nok ilt end for dyr på land, da de fleste havdyr optager ilt direkte fra det omgivende vand. Årsagen er, at ilt bliver transporteret 10.000 gange langsommere i vand end i luft. Samtidig har flere abiotiske faktorer indflydelse på iltkoncentrationen i havvand. En af dem er vind, der er med til at skabe omrøring. Jo mere omrøring der er, jo mere vand kommer i kontakt med luften. Derfor bliver der overført mere ilt til havet fra luften, når det blæser.

En anden vigtig abiotisk faktor er vandets temperatur. Jo varmere vand er, jo mindre ilt kan der opløses i vandet. Derudover forløber respiration og andre processer i cellerne hurtigere i varmt vand, og derfor stiger dyrenes iltforbrug med temperaturen. Varmere vand betyder altså både, at iltkoncentrationen i vandet falder, og at dyrene har brug for mere ilt. Det er en uheldig kombination, som kan føre til, at flere dyr kan få svært ved at skaffe sig nok ilt, hvis vandtemperaturen stiger som følge af global opvarmning.

I laboratoriet kan du selv undersøge, hvordan temperatur påvirker havdyrs iltforbrug.

Når du bader ved stranden, har du sikkert lagt mærke til, at vandet ved bunden nogle gange er koldere end vandet i overfladen. Vands massefylde stiger, når temperaturen falder, og er højest ved cirka 4 grader C. Jo højere massefylden er, jo tungere er vandet, og derfor kan du opleve, at vandet er koldest ved bunden.

På dybere vand kan der opstå et grænselag mellem de to vandmasser, som man kalder et springlag. Et springlag virker nærmest som et låg, der bliver lagt over bundvandet. Konsekvensen er, at der stort set ikke bliver transporteret vand, ilt og andre stoffer mellem den øvre og den nedre vandmasse. 

Som du kan se på figur 5.3, kan springlag også opstå, når vandmasser har forskelligt indhold af salt, fordi salt påvirker vands massefylde. Når der bliver opløst mere salt i vandet, bliver det tungere. Derfor kan der blive dannet et springlag i en vandsøjle, hvor den nedre vandmasse består af tungt saltholdigt vand, mens den øvre vandmasse består af lettere vand med lav saltholdighed.

5.3. Temperatur, saltholdighed og iltindhold i en vandsøjle med springlag.

Prøv selv at lave et springlag i laboratoriet. 

Når der er et springlag, kan der opstå iltmangel på bunden. På figur 5.4 kan du se, at det sker, fordi planktonalger kun producerer ilt i den øverste del af vandsøjlen, hvor der er lys til fotosyntese. Mange af planktonalgerne synker ned på bunden og bliver nedbrudt sammen med andet dødt organisk materiale under forbrug af ilt. Samtidig bruger havbundens dyr ilt til respiration. Derfor indeholder bundvand typisk mindre ilt end overfladevand, og så kan der opstå iltmangel ved bunden. I værste fald ender de dyr, der ikke kan flygte, med at blive kvalt, og det kaldes for iltsvind. 
 

5.4. Springlag og iltmangel. 

Der er iltsvind, når der er mindre end 4 mg ilt pr. liter vand og kraftigt iltsvind, hvis iltindholdet er under 2 mg pr. liter. Til sammenligning så er iltforholdene gode for fisk og smådyr, når der er 8 til 10 mg ilt pr. liter vand.

Når arter forsvinder fra områder med iltsvind, falder biodiversiteten, og det kan tage mange år, før alle de arter, som forsvandt, vender tilbage. Risikoen for iltsvind stiger med global opvarmning, og når vi tilfører flere næringsstoffer til vores havområder. Det kan du læse mere om i miljøtemaerne.  

Det næste kapitel handler om, hvordan forskellige organismer er tilpasset livet i havet.